Kirken mod Galilei – striden om to verdensbilleder

Figur 1. Tegningen viser det geocentriske verdensbillede med Jorden i centrum.

I antikken og middelalderen var verdensbilledet geocentrisk: Jorden er Universets centrum, og Solen, Månen og de andre planeter kredser omkring Jorden. Ifølge Ptolemæus (100-170 e.Kr.) er Jorden i ro. Hvis den ikke var det, ville skyer og fugle forsvinde! Ptolemæus lavede geometriske modeller for himmellegemernes bevægelser. Der var god overensstemmelse mellem hans modeller og de faktiske observationer, som blev foretaget uden kikkert. Det geocentriske system dominerede astronomien indtil det 16. århundrede.

Kirkens verdensbillede var også geocentrisk. Gud havde skabt mennesket som skabningens højdepunkt. At Jorden var universets centrum gav derfor god mening. Mange udtryk i Bibelen syntes at støtte denne anskuelse.

Kopernikus (1473-1543) vendte op og ned på denne opfattelse. I sit dødsår 1543 udgav Kopernikus en model for det heliocentriske verdensbillede. Det heliocentrisk verdensbillede har Solen som centrum for Universet. Jorden og de andre planeter bevæger sig omkring Solen, se figur 2.

Figur 2. Det heliocentriske verdensbillede med Solen i centrum.

Galileo Galilei (1564-1642) var en italiensk filosof, fysiker og astronom. I 1609 kunne Galilei rette sit første teleskop mod himlen. Året 1609 regnes for den moderne astronomis fødsel. Teleskopet kunne forstørre 30 gange. Galilei studerede Månen og opdagede fire af Jupiters måner. Året efter udgav Galilei et værk om sine første observationer, som gjorde ham kendt i den videnskabelige verden.

Den ny viden fik ham til at gå ind for Kopernikus’ heliocentriske verdensbillede med Solen som centrum, og Jorden i kredsløb omkring den og om sin egen akse.

Kirken agiterede imod Galilei, og selvom han udgav et teologisk skrift, der argumenterede for, at Kopernikus’ teori ikke anfægtede Bibelen, blev teorien i 1616 erklæret kættersk af den katolske kirke.

I 1633 måtte Galilei afstå fra sine synspunkter og medgive, at Jorden var Universets centrum. Dette blev dog gjort med fingrene krydset på ryggen. Galilei blev idømt fængsel, men dagen efter blev dette ændret til husarrest, hvor han tilbragte resten af sit liv

Opfattelsen af Jorden som centrum var udbredt blandt teologer i mange år endnu, selv om videnskabens anerkendelse af Kopernikus og Galilei slog igennem i sidste halvdel af 1600-tallet.

Selv N.F.S.Grundtvig benægtede i 1837 det heliocentriske verdensbillede. ”Men på det tidspunkt var der dog ingen, der tog ham alvorligt” siger Helge Kragh, som er professor ved Institut for Videnskabshistorie på Aarhus Universitet.

Pave Johannes Paul II erkendte i 1992, efter 13 års undersøgelse, at det var forkert af den katolske kirke at dømme Galilei for sin påstand om, at Jorden bevæger sig omkring Solen.

Kilder:
Figur 1: http://louis.rostra.dk/andreart/Tycho_Brahe_2/Tycho_Brahe_2.html
Figur 2: Public domain
Artikel i Kristeligt Dagblad 14/1 2009: Manden, der så Jupiters måner og påkaldte sig kirkens vrede

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...