Drømmen om Californien og videre derfra

Der er tre ting, som du skal vide om mig: 1) Jeg er født i den centrale del af East Los Angeles. Jeg er 5/8 mexikaner, 1/4 cubaner/spansk og 1/8 østriger, og jeg elsker mexikansk mad. 2) Jeg er vist lidt af en oprører. Lige siden jeg var ung har jeg gået mine egne veje, og på nogle punkter var jeg af og til “Rasmus modsat”. 3) Jeg er nysgerrig på alting. Jeg drev mine lærere til vanvid med alle mine spørgsmål. Matematiklæreren i overbygningen hadede mig, fordi jeg konstant afbrød undervisningen. Til sidst kaldte han mig Michael Million fordi jeg stillede en million spørgsmål. Men jeg var ligeglad og fortsatte med at spørge.

På nogle områder ligner jeg Dr. Frankenstein – dog uden at sy kropsdele sammen for at skabe et levende væsen! Men jeg identificerer mig med hans trang til at udforske universet.

I Carl Laemmle Juniors film fra 1931 om Frankenstein – det er min yndlingsversion – spilles den gale videnskabsmand af Colin Clive, som er en britisk skuespiller med et elskværdigt udseende. Efter at han har skabt monsteret, kommer han til at skændes med den ældre og snerpede Dr. Waldman, som spilles af Edward Van Sloan. Denne ikoniske scene viser, efter min mening, den perfekte videnskabsmand:

Dr Waldman: “Denne skabning skal holdes fanget! Mærk dig mine ord: Han er farlig”.

Dr. Frankenstein: “Farlig? Stakkels gamle Waldman. Har du aldrig haft trang til at gøre noget, der var farligt? Hvor var vi henne, hvis ingen havde trang til at udforske? Du har sikkert aldrig haft trang til at kigge om bag skyerne eller stjernerne, eller til at vide, hvorfor træerne springer ud? Eller hvordan mørke forvandles til lys? Hvis du taler på denne måde, vil folk synes, du er skør. Hvis jeg bare kunne udforske en enkelt af disse ting – hvad evigheden er, for eksempel – ville jeg være ligeglad, om de kaldte mig skør”.

I 2. klasse begyndte jeg at drømme om at blive videnskabsmand. I mine natlige drømmen så jeg mig selv iført en hvid kittel. Jeg arbejdede i et laboratorium fyldt med apparater. Til sidst fik jeg Nobelprisen – i hvilken disciplin kan jeg ikke huske. Men jeg husker, at jeg havde det som blommen i et æg.

Jeg forfulgte min salige drøm og skiftede den almindelige skole ud med UCLA (University of California Los Angeles). Her tog jeg en BS (bachelor) i fysik og matematik. Herefter søgte jeg om optagelse på fysikstudiet på forskellige berømte universiteter. Cornell var et af dem.

Før jeg valgte studiested, fløj min far og jeg til New York for at se på Cornell’s campus. Det var sidst i marts, og træerne havde endnu ikke fået blade. Vi troede begge, at der havde været en naturbrand. Jeg var vokset op i det sydlige Californien og havde aldrig set noget lignende.

Jeg beså afdelingen for fysik og gik rundt i Wilson Synchrotron laboratoriet hvor de havde en atom-accelerator. Selv om det næste sted, jeg skulle besøge, var Princeton, sagde jeg til min far, at det ikke var nødvendigt. Jeg var overbevist om, at Cornell var det perfekte studiested for mig.

Den morgen, vi skulle rejse hjem, fik vi et telefonopkald fra David Cassel, den fysiker, som skulle være min studievejleder.

“Godmorgen” sagde han friskt. “Har du kigget udenfor?”

“Nej” svarede jeg, mens jeg åbnede persiennerne på hotelværelset. Landskabet var dækket af sne.

“Velkommen til Ithaca!” nærmest råbte professoren.

Da min far og jeg havde tjekket ud fra hotellet, kunne vi ikke modstå en rask sneboldkamp. Vi opførte os som store børn. Damen i receptionen stirrede forståeligt nok forbavset på os. Jeg havde fundet ud af, at indbyggerne i Ithaca havde rigeligt med sne, selv i marts måned.

Nogle måneder senere vendte jeg tilbage til Cornell for at begynde på studierne. Det føltes som havde jeg vundet i lotteriet. Den lille knægt ude fra bøhlandet skulle nu være fysiker. Tænk engang!

Det blev begyndelsen på et nyt og meget anderledes liv end det, jeg havde levet indtil da.

Min baggrund var et fromt spansktalende pinsehjem. Min far og begge mine bedstefædre var præster. Min farfar havde været en kendt formand for Concilio Latino Americano de Iglesias Christianas (CLADIG) i fire årtier. CLADIG er den ældste uafhængige spansktalende pinseorganisation i landet og omfatter kirker i USA, Mexico og Centralamerika.

Gennem hele min opvækst gik familien i kirke hver dag. Gudstjenesterne var lange; de føltes langtrukne og hæse. Jeg husker også, at menigheden (også min mor) stod op og talte ivrigt i tunger. Menighederne inden for CLADIG måtte ikke danse eller se TV og mange andre ting, som blev anset for mentalt, fysisk eller åndeligt skadelige.

Bibelen siger at velsignelse er en evig arv, som overføres fra generation til generation. Alle jeg kendte regnede med, at jeg også skulle være præst – og måske en dag blive formand for CLADIG.

Men jeg var 100% optaget af videnskab og ikke af præstetjeneste og det, som jeg anså for gammel overtro. Selv om jeg var vokset op i et fromt pinsehjem, var mit sind, min opmærksom og nysgerrighed rettet mod noget helt andet. Jeg var indfanget af tal og logik, fænomener i naturen og den videnskabelige metode. Lidt efter lidt absorberede jeg det videnskabelige verdenssyn indtil det blev mit personlige. Da jeg bestod min eksamen fra UCLA følte jeg, at hele min krop, sjæl og sind tilhørte den videnskabelige verden og ateismen. De to syntes at gå hånd i hånd.

Jeg forlod Los Angeles og rejste til Cornell. Det var trist at skulle sige farvel til familie og venner, men jeg var glad for at rejse bort fra den religion, som jeg aldrig rigtigt havde taget imod. Det var også rart af slippe for det pres, jeg følte, for at gå ind i en tjeneste i kirken. Det havde overhovedet ikke min interesse.

Kort sagt blev rejsen en befrielse for mig.

Da jeg ankom til Ithaca, opdagede jeg, at jeg ikke kendte et eneste menneske der, og det passede mig fint. Faktisk rigtigt fint, for det understregede, at jeg var begyndt på et helt nyt liv. Mit liv. Min drøm. Den drøm, som jeg havde slidt hårdt for at opnå. Drømmen om at blive en munk. En videnskabsmunk.

Jeg tilbragte dagene og nætterne i auditoriet eller i laboratoriet, som lignede det, Dr. Frankenstein havde! Brændstoffet var min iver og en del koffein. Om natten sov jeg højest 3 timer, ofte fra klokken 3 til klokken 6 morgen.

Jeg havde et kontor i højenergi-fysik bygningens kælder, som kaldtes Laboratory of Nuclear Studies (LNS). Der var ingen vinduer i det store rum, som mest af alt lignede en mandehule. Jeg kunne ikke se, om det var dag eller nat, og jeg var også ligeglad. Jeg spiste næsten ingenting, og når jeg gjorde, fik jeg maden fra automater, som stod rundt omkring på LNS. Jeg blev en bleg, usoigneret og fanatisk nørd, som gik i jeans af jernbanefløjl og havde uredt, krøllet hår.

Jeg havde ikke noget socialt liv, praktisk taget ingen venner, og min familie befandt sig over 4.000 km væk. Alligevel var jeg godt tilfreds. For jeg levede og åndede kun for videnskab.

Som 21-årig førsteårsstuderende fokuserede jeg knivskarpt på spørgsmålet hvad universet bestod af. Hvad er de mest fundamentale dele?

Jeg tænkte på denne måde: Når man forstørrer et digitalt foto, vil man se pixels, ikke også? Hvis man på samme måde forstørrer universet, vil man se elektroner, protoner, neutroner, quarker, gluoner og så videre – og hvis man bliver ved med at forstørre, hvad ser man så til sidst? Pixels af stof? Pixels af energi? Pixels af rumtid? Det var jeg ivrig efter at finde ud af.

En dag annoncerede en gruppe observerende astronomer, som blev ledet af den kendte P. J. E. Peebles fra Princeton, at galakserne ikke er spredt tilfældigt i universet, som man hidtil havde troet. I stedet danner de et mønster, som kan sammenliges med et 3D kunstværk.

Hvor kommer dette mønster fra? Hvad betyder det? Er der blot tale om en tilfældighed?

Med det samme kastede jeg mig over disse nye spørgsmål, selv om det betød, at jeg skulle skifte fra studiet af pixels (de mindste ting i universet) til studiet af galakser (de største ting i universet).

At skifte studieretning på et universitet, hvor man læser en master, er ikke nemt, men jeg var ligeglad. Jeg var fast besluttet på at følge mit nye spor. Jeg skulle have tilladelse fra Hans Bethe, som var teoretisk fysiker og en legende på Cornell. Jeg gik hen for at møde ham.

Tilbage i 1940’erne havde Bethe stået i spidsen for den teoretiske del af Manhattan Projektet, hvor verdens første atombombe blev skabt. I 1960’erne fik han Nobelprisen for en afhandling om hvorfor Solen skinner.

Bethe var en direkte type af den gamle tyske skole, og han havde kontor på øverste etage i LNS. Vi førsteårsstuderende var lidt bange for ham, og for Velma Ray, hans magtfulde sekretær, som vi skulle passere for at komme ind til ham.

Det tog ikke lang tid for Bethe at afgøre min skæbne. Med kraftig tysk accent sagde han, at jeg måtte tage 2 semestre med generel relativitetsteori, som var det sværeste emne inden for moderne fysik. Hvis jeg gjorde det godt, ville han lade mig skifte retning. Hvis ikke – så måtte jeg tilbage til mine pixels.

En fremragende ung fysiker, Saul Teukolsky, underviste i generel relativitetsteori. Han var ansat for nylig og kom fra Caltech. Kursets sværhedsgrad var høj, men jeg bestod, og med Bethes velsignelse begyndte jeg studiet af galakser.

For meget længe siden, i en fjern fjern galakse

Jeg fik hurtigt lært, at galakser roter langsomt, nærmest som enorme karuseller. Ifølge den videnskabelige lov “virial theorem” drejer en galakse hurtigere rundt, jo tungere den er.

Jeg lærte også, at galakser drejer hurtigere rundt end de egentlig burde. Tilsyneladende bryder de med førnævnte “virial theorem”. Tilsyneladende er de meget tungere end man skulle tro – som om de var fyldt med et usynligt stof som får dem til at dreje usædvanligt hurtigt. Mine astronomi professorer kaldte fænomenet for “the missing-mass problem”.

I dag kalder vi den manglende masse for mørkt stof (dark matter). Baseret på den ringe viden, vi har, tænker vi, at det kunne være et helt nyt, usynligt stof som adlyder en helt ny kraft. Men helt ærligt, så ved vi ikke, hvad det er – eller om det overhovedet eksisterer.

For nylig har vi opdaget en anden specialitet, som også er usynlig: mørk energi (dark energy). Vi regner med, at den opfører sig som en udadreagerende kraft, som får universet til at udvide sig med stigende hastighed.

Hør lige her: Tilsammen udgør mørkt stof og mørk energi 95% af universet. Det er rigtigt, videnskabsfolkene regner med, at 95% af universet er usynligt.

Da jeg første gang hørte om problemet med manglende masse og det, som nu kaldes for mørkt stof, blev min hjerne overophedet, min virkelighed blev rystet, og min opfattelse af alting blev udfordret.

Det samme skete, da man opdagede mørk energi, men det skete efter min afsluttende eksamen, da jeg underviste på Harvard.

Som en ydmyg videnskabelig munk – en frigjort, frittænkende munk – levede jeg efter den kendte sætning: “Seeing is believing” (du må se for at kunne tro). Jeg nægtede at tro på noget, som jeg ikke kunne se og som ikke kunne bevises.

Men det verdensbillede forsvandt ud af vinduet, for videnskaben havde opdaget, at det, som vi er i stand til at se – og som vi kan bevise eksistensen af – kun udgør en lille del af det hele.

Problemet med den manglende masse fik mig til at indse, at hvis jeg hårdnakket holdt fast i mit videnskabelige verdenssyn – hvis jeg fortsat insisterede på “Seeing is believing” – så ville jeg vende det blinde øje til 95 procent af det, som findes i universet. Det stod klart, at mit verdenssyn var for snævert til kosmos.

Mit verdenssyn skulle udvides, så det blev stort nok til at rumme tro; ikke blot på hvad man kunne se, men også på det, som ikke kunne ses eller bevises – som mørk stof. I modsat fald kunne jeg ikke med ærlighed kalde mig for videnskabsmand.

Meget længere end jeg drømte om

Mens jeg studerede galakser, gik det op for mig, at jeg havde brug for at lære mere end en enkelt disciplin, nemlig tre forskellige: fysik, astronomi og matematik. Endnu engang måtte jeg søge om tilladelse til at skifte.

Sådan en forespørgsel var ikke tidligere blevet fremsat, men heldigt nok fik jeg tilladelsen – delvis på grund af urokkelig støtte fra min vejleder David Cassel. Det endte med, at jeg havde kontor i tre forskellige afdelinger. Alle tre steder var jeg omgivet af en gruppe fremragende kolleger, som jeg lærte meget af.

Jeg husker min begejstring da jeg første gang stiftede bekendtskab med kinetisk teori. Teorien blev benyttet til at beskrive, hvordan gasser opfører sig. Jeg fik den ide at bruge teorien til at beskrive galaksers opførsel.

Jeg fulgte min fornemmelse og fik opmuntring og blev guidet af min mentor Richard Liboff, som var en verdenskendt ekspert inden for kinetisk teori. Til sidst blev han min vejleder på hovedopgaven. Efter flere år – og det blev nogle af de mest intense i mit unge liv – fandt jeg en guldåre. Det var en elegant matematisk forklaring på årsagen til, at galakser danner et 3D mønster i deep space. Min opdagelse blev publiceret i Monthly Notices of the Royal Astronomical Society. Min opdagelse havde potentiale til at være revolutionerende, så jeg brugte den til min PhD i fysik, matematik og astronomi.

Jeg glemmer aldrig den dag, da jeg forsvarede mine afhandlinger. Det var den sidste forhindring, før jeg kunne modtage min 3D doktorgrad. Det foregik i et lille lokale på øverste sal i LNS. Jeg stod ved tavlen vendt mod de 3 professorer fra de forskellige discipliner. Ifølge reglerne måtte de stille alle mulige spørgsmål uanset sværhedsgrad. Det skal jeg love for, at de gjorde!

Eksamen varede i 4 opslidende timer, men jeg bestod! Jeg er ikke flov over at indrømme, at jeg græd som en baby, da komiteens medlemmer, en efter en, trykkede mig i hånden og sagde tillykke.

Min drøm var endelig gået i opfyldelse! Jeg var så lykkelig som aldrig før!

På det tidspunkt var jeg ikke klar over, at jeg om kort tid ville opleve endnu et spændende eventyr, mens jeg var på vej til Harvard. Som jeg plejer at sige: “Der skete noget sjovt på vejen til Harvard”.

På rejsen gjorde jeg holdt ved Museum of Natural History i Washington D.C. Jeg skulle deltage i et seminar om George Orwells bog 1984. Det blev afholdt af Fred Graham, som var korrespondent ved CBS News.

Ved den efterfølgende reception så jeg Graham stå sammen med en kvinde. Jeg præsenterede mig for dem. Da Graham opdagede, at jeg videnskabsmand, sagde han nogenlunde sådan: “Måske kan du afgøre en diskussion, som jeg har med min producer?” “Helt fint” svarede jeg, “Hvad drejer det sig om?”

“Har du set det store pendul, som hænger ude i forhallen? Min producer siger, at når det først er kommet i svingninger, vil det aldrig stoppe igen. Det er jeg ikke enig med ham i” sagde han. “Jeg mener, at man skal skubbe til pendulet en gang imellem for at holde det igang”.

Det var let for mig at svare på.

“Det kaldes Foucault’s pendul” forklarede jeg. “Der er ikke meget friktion til at mindske bevægelsen, kun der hvor stålkablet er fastgjort til loftet. Men det er nok til at sænke pendulets fart, og derfor skal det have et lille skub engang imellem”.

Graham nærmest hoppede imens jeg forklarede. “Wow” sagde han, “Kunne du tænke dig at komme i fjernsynet?”

Jeg troede, at han sagde det for sjov.

“Nej, seriøst” sagde han. “CBS er på udkig efter en videnskabskorrespondent. Hvis det er i orden, vil jeg foreslå dig. Jeg elsker den måde, du forklarer tingene på”.

Jeg fortsatte min rejse til Cambridge, selv om jeg næsten ikke kunne tro det, som lige var sket. Jeg begyndte at undervise, og regnede ikke med, at aftalen med Graham ville blive til noget. Men sandelig, efter nogle uger var jeg ansat af CBS Morning News som korrespondent inden for videnskab og teknologi.

Jeg blev sat sammen med en erfaren producer, som boede i New York. Hun hed Gail Eisen, og senere producerede hun for Diane Sawyer i 60 Minutes. Gail var tålmodig og lærte mig faget. Snart optrådte jeg regelmæssigt på nationalt TV.

På Harvard havde jeg den ære at undervise under ledelse af den erfarne Roy Glauber, en fysiker, som senere fik Nobelprisen for sine opdagelser inden for kvantefysik. Jeg elskede at undervise (det gør jeg stadig), og jeg blev beæret, da jeg to gange modtog den prestigefyldte ‘Danforth Award for Excellence in Teaching’ fra Harvard.

Efter at have arbejdet for CBS Morning News i nogle år, blev jeg forflyttet, først af Phil Balboni, som var nyhedschef på WCVB (en afdeling af ABC i Boston), og siden af ABC News, som ligger i New York City.

Først lavede jeg videnskabsudsendelser kun for Good Morning America. Men snart optrådte jeg også i Nightline, i 20/20 og i World News Tonight. Jeg havde også den store ære at arbejde sammen med Barbara Walters, Hugh Downs, Ted Koppel, Peter Jennings, Joan Lunden, Diane Sawyer, Oprah Winfrey, Connie Chung og mange andre professionelle.

I disse år delte jeg min tid mellem Harvard og ABC News. Det var et sjovt og glamourøst liv – men det var også tumultarisk og stressende. Den ene dag var jeg på campus ved Harvard’s Science Center for at undervise de studerende i fysik. Den næste dag fløj jeg til Japan for at dække et vulkanudbrud. Eller til Alaska for at beskrive et olieudslip. Eller til Sydpolen for at beskrive et hul i ozonlaget. Eller til Nordpolen for at dække den første hundeslædeekspedition tværs over Arktis. Eller til England for at interviewe Stephen Hawking. Undervejs fik jeg tre Emmy’s. Jeg blev også den første person, som sendte live til USA fra Antarktis, og den første TV korrespondent, som dykkede ned på bunden af Atlanterhavet og sendte live fra vraget af Titanic.

Efter 9 magiske år forlod jeg modstræbende Harvard i 1994 for at arbejde fuldtid med TV. Det var mærkeligt ikke længere at være tilknyttet en akademisk institution, men jeg havde fået nok af at leve et hektisk dobbeltliv opdelt mellem klasseværelset og TV-studiet.

Efter 14 gode år forlod jeg også ABC News. Min hustru og jeg planlagde en familie, og vi var enige om, at mit liv som jet-set korrespondent ikke passede sammen med det at være en god far.

Kort tid efter blev jeg ansat af History Channel hvor jeg skulle lave et ugentligt program i den bedste sendetid: Where Did It Come From? Senere fik jeg et legat af John Templeton Foundation til at producere en biograffilm om menneskelig gavmildhed. Filmen, som hed Little Red Wagon, vandt mange priser.

For at sige det mildt, så formede mit liv sig ikke på den måde, som den lille mexikanske dreng fra East Los Angeles havde drømt om. Hvad mere er, så var de uventede sving og kurver bare toppen af isbjerget.

Næste kapitel

Næste kapitel er her: Believing is Seeing, kapitel 2