En fysiker forklarer hvordan videnskaben rystede hans ateisme og åbenbarede nødvendigheden af at tro.
Michael Guillens bog Believing is Seeing (ISBN 978-1-4964-5557-1) udkom i 2021. Bogen findes ikke på dansk. Her bringer jeg bogens indledning i dansk oversættelse. En dansk titel på bogen kunne være “Troen åbner dine øjne”.
Hvorfor jeg skrev denne bog
Som fysiker, matematiker, astronom og kristen er mit verdenssyn bredt nok til at kunne rumme både den videnskabelige metode og Bibelen…fornuft og tro…universet og Gud.
Jeg har gennemgået en lang og besværlig rejse, både intellektuelt og åndeligt, og lært to værdifulde ting. Det første: Logik er ikke toppen af menneskelig intelligens, kritisk tænkning og visdom. Logik er ikke renset for tro. Det andet: Videnskaben er ikke Guds fjende; i stedet er den Guds gave til menneskeheden, en fremragende måde at udforske hans overnaturlige væsen og hans beundringsværdige skabelse.
Gennem de sidste par år har jeg besøgt mange forskellige campuser på universiteter, hvor jeg har besvaret de studerendes spørgsmål om videnskab og kristendom – et varmt emne i det mindste siden Darwins tid. Spørgsmålene har omfattet hele den menneskelige skala, fra “Tro du virkelig på hele Bibelen?” til “Tror du, at videnskaben kan forklare alting?”.
Hvor end jeg rejste hen – til Reykjavik, Warszawa, New York eller Phønix – har mit unge publikum bestået af dybt troende kristne, ateister, folk fra New Age, muslimer, buddister, dem som ikke tror på noget (Nones) og så videre. Typisk har de holdt mig oppe til over midnat, tørstende efter svar angående logik og tro, videnskab og religion, exceptionalisme (note 1) og pluralisme – og at de var bekymrede for fremtiden, både som enkeltpersoner og som gruppe.
På basis af disse vidunderlige møder ansigt til ansigt har jeg fået mange unge venner og lært meget om den opvoksende generation Gen-Z (note 2). En ting står krystalklart: Den traditionelle kristne kirke har mistet 10 millioner (eller flere) unge mennesker; selv nogle af dem, som var opdraget af målrettede kristne forældre. Mange unge kristne tager på college og er pludselig omgivet af tvivlere, som taler åbent om deres tvivl. De unge kristne bliver fristet til at tro, at Gud, Jesus og Helligånden er barnlige eventyr, og at selve det at tro er ret dumt.
De er væk hjemmefra, og de har en følelse af at være ud at svømme uden at kunne bunde. De er plaget af usikkerhed. Mange af disse unge har vendt sig til videnskaben og antaget den som deres nye autoritet. Det kan man ikke undre sig over. De er vokset op sammen med de vidundere, som videnskab og teknologi har frembragt. De kan forbinde sig til hele verden gennem smartphones. De kender til robotter, som ligner mennesker. De ser, at man kan helbrede sygdomme, og at man kan sende rumfartøjer til planeter langt væk. Man har kortlagt de menneskelige gener, skabt nye former for liv og endda fået blinde til at se.
Tag ikke fejl: Videnskaben har fremmedgjort mange unge. Mere end nogen anden generation lider Gen-Z af de utilsigtede konsekvenser af de sociale medier. De ser med forfærdelse, hvordan deres kammerater ødelægges af depressioner, ensomhed og selvmord. Jeg har selv oplevet, at samme aften som jeg holdt foredrag på University of Kentucky, var der en studerende, som begik selvmord på sit værelse.
Ovenstående gælder ikke bare unge mennesker. Jeg vil påstå, at der i dag ikke findes nogen, som ikke er påvirket. For eksempel af Internet of Things (IoT), det spirende netværk af smarte gadgets, som kontrolleres via nettet og som styrer vores liv. Det gælder stemmestyrede devices og TV apparater, kaffemaskiner og støvsugere. Eller den nye videnskab, der som er et dobbelt-ægget sværd truer vores menneskelige identitet, levebrød og privatliv. For eksempel genmanipulation, kunstig intelligens og ansigtsgenkendelse. Nogle fortvivlede individer har forsøgt at “kappe rebet” og afstå fra sociale medier, Internet of Things, og leve afsondret fra den øvrige verden (off-grid). Men det ødelæggende sammenstød mellem frihed og teknologi kræver mere end ovennævnte virkemidler.
Måske kræver det en omfattende revision af dit verdensbillede?
Hvad mener jeg med verdensbillede? Det er hvordan du ser på dig selv, de andre, kosmos og Gud. Det er din religion, uanset om du kalder det sådan eller ej. Det er dit personlige Svengali (note 3), den almægtige dukkefører dybt inde i din underbevidsthed. Han trækker i snorene og kontrollerer ikke bare den måde, du ser verden på, men også hvordan du reagerer på alting, inklusiv denne bog.
Du kan opfatte dig selv som en klog, sofistikeret og moderne person med et klogt, sofistikeret og moderne verdensbillede. Men du må ikke narre dig selv. Dit verdensbillede er ikke baseret på logik. Det er baseret på tro. Ja, du læste rigtigt: tro. Lige som alle andres verdensbillede er dit verdensbillede – og mit – baseret på hvad du tror er sandt, på ideer og følelser, som ikke kan bevises.
Det er derfor, at tro så langt fra er svaghed. Troen er stærkere end logikken; stærkere end håndgribelige beviser, og bestemt stærkere end følelser. Troen er den mystiske og ofte misforståede kraft, som står bag dit verdensbillede og alt det i verdensbilledet, som ikke kan bevises. Det er den klippegrund hvorpå dit verdensbillede står.
Troen bestemmer hvordan du opfatter ting, tænker på ting, og forholder dig til alle ting, både i og uden for Universet. Alting. Med andre ord: Troen åbner dine øjne.
Ateisterne påstår at de “tænker frit”, men i virkeligheden bygger de på tro i samme grad som kristne fundamentalister. Alle såkaldte frie tanker i en ateists hjerne er baseret på antagelser, som ikke kan bevises. Det vil vi se nærmere på i et senere kapitel.
På samme måde siger de, som kalder sig for “sande troende”, at de går gennem livet kun vejledt af tro. Men hvis de presses en smule, kan de ikke forklare, hvad deres tro egentlig er. I denne bog vil du finde ud af, hvad tro faktisk er.
Som om dette ikke er nok, ser mange – måske også du – logik og tro som uforenelige størrelser, og derfor tror de, at man skal vælge mellem dem. Værst bliver det, når man taler om evidensbaseret tænkning, men har et sørgeligt ringe kendskab til, hvad det er.
I en nylig global undersøgelse fik gymnasieelever en læseopgave. Derefter testede man deres forståelse af teksten. I gennemsnit kunne færre end 9% af de 15-årige skelne mellem fakta og mening. Ni procent! Værre endnu, denne forfærdelige sindsforvirring påvirker ikke blot teenagere; vi ser den fuldt ud i medierne, hvor journalistens mening og holdning præsenteres som fakta.
Resultatet af denne og andre undersøgelser viser det samme, som jeg lærte på mine rejser: For mange af nutidens unge er en mening det samme som fakta, og de tror, at meninger og følelser er vigtigere end fakta, og at tro er det samme som et grimt ord på 4 bogstaver (s**t).
Denne gennemtrængende sygdom er dårligt nyt, både for videnskab og religion. Det værste fra begge verdener.
Dette misforståede verdensbillede får følger i form af personligt og socialt forfald, og varsler en grum fremtid for dig, for mig og dem vi elsker. For USA. For planeten.
Hvis tingene ikke bliver bedre, vil nutidens høje niveau af ensomhed, depression og selvmord være et forvarsel om endnu større tragedier. Når livet går i smadder, vil både unge og ældre for sent indse, at deres ureflekterede verdensbillede faktisk er tomt, giftigt og dødbringende.
Derfor: Hvad er dit verdensbillede? Har du tænkt på det? De fleste har ikke.
Hvis du er som folk flest, kan dit verdensbillede sammenlignes med din bil. Du giver den opmærksomhed nok til at holde den kørende. Du sender den på værksted, når der er noget i vejen med den, men du har ikke en eneste gang kravlet ind under den, eller kigget under motorhjelmen for at finde ud af, hvordan motoren virker.
På trods af, hvad jeg lige har fortalt dig, undrer du dig måske: Helt ærligt, betyder mit verdensbillede virkelig så meget?
Ja det gør.
Det er derfor, jeg har skrevet denne bog.
Dennne bog vil lære dig at være mekaniker på dit eget verdensbillede. Ved hjælp af historier fra det virkelige liv vil jeg vise dig, hvordan du sætter dit verdensbillede op på en lift og inspicerer det nedefra. Jeg vil vise dig, hvordan du justerer det, og om nødvendigt giver det en hovedreparation. Når du er færdig med det, kører du ud igen med et nyt, stort og smukt verdensbillede, som er baseret på sandheden, og som vil tjene dig godt, specielt i vanskelige tider.
På de følgende sider kan du læse, hvad der sker med mennesker, som forsømmer at undersøge deres verdensbillede. Mennesker, som er i krise, og som har et dysfunktionelt verdensbillede, kan ende med at tage deres eget liv. Mennesker med et verdensbillede som Svengali vil se deres liv i det værst tænkelige lys. De vil miste håbet og tro, at der ikke findes nogen måde, hvorpå deres liv kan blive godt igen.
Hvad med dig selv? Har du personlige problemer? Måske noget med din helbred? Eller dit arbejde? Eller måske forholdet til en, som du har kær: En ven, en i familien, en ægtefælle, kæreste eller barn?
Hvad enten du indser det eller ej, så er dit verdensbillede et vigtigt eje, især når der er problemer. Faktisk er verdensbilledet det vigtigste, du ejer. Hvorfor det? Fordi det kontrollerer dit liv. Det styrer hvordan du opfatter tingene og reagerer på det, som irriterer dig.
Er dit verdensbillede stort nok til at rumme Gud? Er det baseret på en oplyst tro? Eller på en misforstået tro? Afhængig af dine svar vil dit verdensbillede enten redde dig ud af problemerne, eller det vil sende dig ud over skrænten. Det vil bringe dig glæde eller sorg. Liv eller død.
Det er det, som er på spil. Det er derfor, dit verdensbillede er så vigtigt. Og det er derfor, at din næste beslutning er afgørende for, hvilken vej, du vælger på livets rejse.
Du kan godt standse her, lægge bogen fra dig, og fortsætte med dit velkendte, slidte verdensbillede. Eller du kan fortsætte læsningen og lære, hvordan du kan få et helt nyt, informeret og kraftfuldt verdensbillede. Et verdensbillede, som vil føre dig roligt og sikkert gennem livets uundgåelige storme – og bringe dig op på de allerhøjeste tinder af menneskelig erfaring.
Valget er dit.
Din fremtid begynder om et øjeblik.
Kapitel 1 kan læses her: Believing is Seeing, kapitel 1 – Blog om Tro og videnskab (tro-videnskab.dk)
Noter
Note 1. Exceptionalisme er den opfattelse, at en race, et land, et samfund, en institution, en bevægelse, en person eller en tidsperiode er specielt vigtig.
Note 2. Gen-Z er en forkortelse for Generation Zoomers. Generationen består af dem, som er født fra midt i 1990’erne til starten af 2010’erne.
Note 3. Svengali er en person i novellen “Trilby” af George du Maurier som udkom i 1894. Svengali er en jødisk mand som forfører, dominerer og udnytter en ung pige.