Af Stephen C. Meyer. Oversat og redigeret af Lars Petersen efter artiklen “What is Intelligent Design?”

Indledning

Biologerne har i mange år kendt til velordnede strukturer i levende organismer – for eksempel formen på en nautil og dens funktion (et bløddyr med sneglelignende hus, som lever i havet); eller et hvirveldyrs øje; eller knogler, muskler og fjers sammensætning i en fuglevinge. “Dette giver indtryk af at være designet med et bestemt formål” skriver ateisten og darwinisten Richard Dawkins i sin bog The blind watchmaker. Før Darwins tid tilskrev biologerne naturens skønhed og kompleksitet samt organismernes tilpasning til omgivelserne en almægtig intelligens, som havde designet alt. Som en konsekvens af dette syn på naturen var man åben for, at skaberens værk kunne observeres i den naturlige verden.

Darwin mente, at designet i naturen kunne forklares på en simplere måde, nemlig ved mekanismer, som ikke var styret af en højere magt, nemlig tilfældig variation og naturlig selektion. Moderne neo-darwinister har formuleret, at naturens ikke-dirigerede processer samt tilfældige mutationer resulterer i strukturer, som ser ud til at være designet. De fremfører, at naturlige selektion kan efterligne en intelligent skabers værk uden selv at være styret af intelligens. Levende organismer kan se ud, som om de er designet, men det er kun en illusion. Som en konsekvens heraf vil studiet af levende organismer ikke omfatte den mulighed, at en intelligent designer står bag.

Darwin selv insisterede på, at “der er ikke mere design i levende organismer eller i naturlig udvælgelse end der er i vindens retning en tilfældig dag”. Evolutionsbiologen Francisco Ayala (født 1934) siger, at Darwin gik ind for “design uden en designer”, og at levende organismers udvikling kan forklares som et resultat af naturlige processer og naturlig selektion uden behov for en Skaber eller en anden udefrakommende magt.

Det er interessant, at nutidige fysikere bruger de samme argumenter om universets begyndelse og det, som fysikerne kalder universets finjustering (fine-tuning of the universe).

Siden 1950’erne og 1960’erne har fysikerne opdaget, at fysikkens love og konstanter samt de oprindelig forhold i universet var arrangeret således, at liv i universet var muligt. Mange fysikere har tilskrevet denne opdagelse et super-intellekt eller en, som foretog denne finjustering – altså en intelligens, som faktisk designede noget. Andre fysikere argumenterer for, at finjusteringen af de fysiske parametre i universet blot er tilsyneladende, og ikke udtryk for et reelt design. Fysikeren og kosmologen Lawrence Krauss (født 1954) fremfører, at finjusteringen af universet ikke beviser intelligent design, men i stedet illusionen om intelligent design.

Kunne Darwin forklare alle indicier på tilsyneladende design i naturen? Og kan nutidens fysikere forklare indicierne på design i universet? Tilhængere af teorien om Intelligent Design vil svare “nej” – og gøre det med empati. Vi argumenterer for, at der er egenskaber i levende organismer og i universet, som bedst kan forklares som resultatet af et reelt design udført af en intelligens – i modsætning til ikke-dirigerede processer, som blot efterligner en designende intelligens’ resultater. Tilhængere af Intelligent Design argumenterer ligeledes, at hypotesen om design medfører, at designerens resultater, både i naturen og i universet, kan undersøges videnskabeligt.

Bekendelse til, at designerens resultater kan undersøges videnskabeligt, adskiller Intelligent Design fra en materialistiske, evolutionær forklaring på livets og Universets opståen.

Bekendelsen adskiller også Intelligent Design fra ideen om teistisk evolution. Teistisk evolution anerkender Guds eksistens, men benægter, at Gud har designet den naturlige verden.

Teorien om Intelligent Design bygger på, at der er design i naturen. Men hvordan kan tilhængere af Intelligent Design bevise, at det forholder sig således? Vi vil nu se nærmere på to beviser og en videnskabelig metode, som kan bruges til at afdække intelligent design i naturen.

Livets oprindelse og gåden om information

Darwin forsøgte at forklare fremkomsten af nye organismer med, at de var udviklet fra simplere livsformer. Men Darwins teori om evolution ved naturlig selektion kunne ikke forklare, hvordan livet var opstået, end ikke fremkomsten af den simpleste celle. Der er nu overvældende bevis for intelligent design i selv den simpleste, en-cellede organisme. En grundlæggende egenskab ved alle levende celler, som Darwin ikke vidste noget om, har bevirket, at intelligent design i levende organismer nu kan undersøges.

I 1953 opdagede James Watson (født 1928) og Francis Crick (1916-2004) DNA-molekylets struktur, og det var banebrydende. Strukturen i DNA gør det muligt at gemme information i form af en digital kode med 4 cifre. Stoffer, som er arrangeret i en bestemt rækkefølge (nukleotider) gemmer og overfører instruktioner (dvs. informationer) om hvorledes de livsvigtige proteinmolekyler skal bygges og hvilke maskiner, som cellen behøver for at overleve.

Francis Crick udviklede senere den berømte “sekvenshypotese” som handler om, at de kemiske komponenter i DNA fungerer lige som bogstaverne i et skriftsprog eller som koderne i et computerprogram. Når bogstaver fra alfabetet er anbragt i en bestemt rækkefølge, kan en meddelelse overføres. På samme måde kan bestemte sekvenser af baser i DNA-molekylets strenge overføre opskriften på fremstilling af proteiner. Rækkefølgen af de kemiske “bogstaver” bestemmer opskriften. DNA-molekylet besidder således samme egenskaber som computerkoder og menneskeligt sprog.

Computerkode består grundlæggende af nuller og ettaller (binære tal) i en bestemt rækkefølge. Helt på samme måde er instruktionerne i DNA-strengen arrangeret. De ligger som en genetisk kode. Biologen Richard Dawkins (født 1941) bemærker, at genernes maskinkode fuldstændigt ligner computerkode. På samme måde har Bill Gates (født 1955) bemærket, at DNA er lige som et computerprogram, blot langt mere avanceret end nogen software, vi nogensinde har produceret.

Efter begyndelsen af 1960’erne har yderligere opdagelser vist, at den digitale information i DNA og RNA er en del af et større kompleks til databehandling – en avanceret form for nanoteknologi som både er lig med og som overgår vores egen teknologi hvad angår kompleksitet, design-logik og datatæthed.

Hvor stammer alle informationerne i cellen fra? Og hvordan opstod cellens indviklede system til behandling af informationer? Disse spørgsmål er vigtige for nutidens forskning i livets opståen. Cellens informationsstruktur fremstår helt klart som noget, der er designet. Ingen teori, som bygger på tilfældig evolution, kan forklare, hvor informationen i cellen kommer fra. Det har jeg skrevet om i min bog Signature in the Cell.

Hvorfor er det sådan? Fordi der er alt for meget information i cellen til, at det kan forklares med en tilfældighed. Man kan prøve at forklare, hvor informationen kommer fra ved at bruge naturlig selektion som model. Men hvorfra stammer så den genetiske information, som udvælgelsen arbejder med at sortere? Informationerne i DNA er også forsøgt forklaret ved kemi. Men det er det samme som at sige, at en overskrift i en avis stammer fra en kemisk reaktion mellem tryksværte og papir. Der er altså mere en kemi på spil!

Videnskabsfolk, som går ind for Intelligent Design, har indset, at de naturlige processer ikke kan forklare, hvordan information i celler er opstået. Ved naturlige processer forstås tilfældighed og naturlovene eller en kombination af disse. En yderligere begrundelse for Intelligent Design er, at man kan finde spor af intelligens i levende organismer. Vi ved af erfaring, at systemer, som indeholder store mængder af information, har en intelligent årsag. Information på en computerskærm kan spores tilbage til en bruger eller et program. Informationen i en avis er skrevet af en eller anden. Informationsteoretikeren Henry Quastler (1908-1963) sagde følgende: “Skabelse af information er almindeligvis forbundet med bevidsthed”.

Denne forbindelse mellem information og forudgående intelligent aktivitet gør os i stand til at udforske intelligens selv i kilder fra fortiden. Arkæologer tyder gamle skrifter, som er skrevet med hieroglyffer. Folk fra SETI (Search for Extra-Terrestrial Intelligence) leder efter intelligent liv i rummet under den forudsætning, at information fra rummet er lagret i elektromagnetiske signaler (radiobølger) og har en intelligent årsag. Radioastronomerne har dog ikke fundet sådanne signaler fra andre galakser. Her på Jorden har molekylærbiologer fundet information i celler, som tilsyneladende har en intelligent årsag. De ræsonnerer på samme måde som SETI-folkene, og ligesom man gør i almindelig videnskabelig tankegang angående information.

DNA fungerer på samme måde som software og indeholder specifik information i lighed med almindelig software. Vores erfaring siger os, at software er skabt af en programmør. Vi ved også, at information altid stammer fra en intelligent kilde. Informationen kan være hieroglyffer, teksten i en bog eller radiosignaler. Opdagelsen af informationsindholdet i DNA-molekylet er en stærk indikator for, at en intelligens medvirkede ved tilblivelsen af DNA – også selv om vi ikke har overværet denne tilblivelse.

Udforskning af design

Matematikeren William Dembski (født 1960) har skrevet bogen The Design Inference som understøtter det ræsonnement, at informationsindholdet i DNA peger på et bevidst design.

Dembski viser, at vores fornuft ofte bemærker, når et produkt er frembragt af andre fornuftsvæsener. Arkæologerne antager, at det var et fornuftigt individ, som lavede inskriptionen på Rosettestenen. Detektiver inden for forsikringsbranchen kigger efter bestemte mønstre i kundernes adfærd for at afsløre snyd. Kryptografer skelner mellem tilfældige bogstaver og de bogstaver, som indeholder kodede meddelelser, da sidstnævnte har en intelligent årsag. Metoden går altså ud på at lede efter bestemte mønstre.

Dembski fastsætter nogle kriterier, som kan bruges, når man leder efter de bestemte mønstre, som adskiller sig fra tilfældige mønstre. Mønstre med “høj kompleksitet” (dvs. ringe sandsynlighed for at være dannet ved en tilfældighed) og mønstre med “en karakteristisk form” vil være dannet af en intelligens, og kan ikke være opstået som et resultat af fysiske eller kemiske love. Dembski bemærker, at “høj kompleksistet” kendetegnes ved, at mønsteret ikke følger simple regler eller former. “En karakteristisk form” er lighed med andre kendte mønstre, som er fremstillet i anden sammenhæng.

For at illustrere ovenstående viser jeg tre forskellige sekvenser:

1 nehya53nslbyw1´jejns7eopslanm46/J

2 TIME AND TIDE WAIT FOR NO MAN

3 ABABABABABABABABABABABAB

Både 1. og 2. sekvens er komplekse, da de ikke kan dannes ved hjælp af simple regler. Begge sekvenser er uregelmæssige og aperiodiske. Den 3. sekvens er ikke kompleks, men kendetegnet ved, at bestemte bogstaver gentages. Den 2. sekvens har “en karakteristisk form” da alle bogstaver og ord er kendt i anden sammenhæng.

I det engelske sprog er der bestemte krav, som skal opfyldes. Der skal bruges kendte bogstaver og ord og anvendes en bestemt grammatik. Kommunikation kan først finde sted, når ordene stemmer overens med ordbogen og grammatikken. Vi kan sige, at kommunikationen har “en karakteristisk form”. Den 2. sekvens opfylder dette krav og har samtidig en “høj kompleksitet”.

Når man sammenligner de tre sekvenser, er det klart, at kun den midterste er designet. Den 1. sekvens har “høj kompleksitet” men mangler “en karakteristisk form”. Den 3. sekvens består af et simpelt mønster, som godt kan kaldes “en karakteristisk form”, men den har ikke “høj kompleksitet”.

I min bog Signature in the Cell viser jeg, at koden i DNA både udviser”høj kompleksitet” og “en karakteristisk form” og derfor stammer fra en intelligens. Dembskis videnskabelige metode til opdagelse af intelligente mønstre understøtter den konklusion, at den digitale information i DNA er skabt af en intelligens.

Det er ikke sandt, som nogle medier ellers har fremført, at intelligent design (ID) er baseret på uvidenhed eller på huller i vores viden. ID er baseret på videnskabelige opdagelser i DNA og på anerkendte ræsonnementer, hvor sammenhængen mellem årsag og virkning får os til at drage den slutning, at en bestemt virkning er resultatet af en bestemt årsag.

Universet er indrettet til mennesker

Opdagelsen af design i levende celler er ikke det eneste bevis, som kan findes i naturen. Den moderne fysik har fundet beviser på intelligent design i selve universets grundform. Siden 1950’erne og 1960’erne har fysikerne opdaget, at de grundlæggende forudsætninger samt fysikkens love og konstanter, imod alle odds, er indrettet med henblik på liv. Selv ganske små afvigelser i fysiske love og konstanter ville gøre det umuligt for liv overhovedet at eksistere. Det gælder for eksempel den hastighed, Universet udvider sig med, eller lysets hastighed, eller quarkernes masse, eller tyngdekraftens størrelse, eller de elektromagnetiske kræfter. Fysikerne kalder disse faktorer for “antropiske sammenfald” og summen af alle disse sammenfald kaldes for fine-tuning of the Universe.

Mange fysikere har lagt mærke til, at denne “fine-tuning” tyder på et forudgående design udført af en intelligens. Fysikeren Paul Davies (født 1946) har udtalt følgende: “indtrykket af design [i Universet] er overvældende”. Astronomen Fred Hoyle (1915-2001) har fremført følgende argument: “Hvis man kigger på fakta gennem almindelige folks briller, ville man tro, at et superintellekt har jongleret med fysik, kemi og biologi”. Mange videnskabsfolk er enige i hans argument. De bruger også argumentet med, at de mange parametre tilsyneladende er afstemt med henblik på at gøre liv muligt, og at det er udført af et superintellekt.

For at forklare de mange “usandsynlige” sammenfald af parametre i Universet, har fysikere som Lawrence Krauss (født 1954) og Leonard Susskind (født 1940) påstået, at det ikke skyldes et superintellekt eller en intelligent designer, men i stedet skyldes, at der eksisterer mange parallelle universer. Dette “multivers” koncept postulerer eksistensen af mange universer, hver med fysiske parametre forskellige fra vores. Konceptet går ud på, at de parametre, som muliggør liv, sandsynligvis vil kunne findes i et eller andet univers. Dette skyldes de bedre muligheder for at finde gode betingelser for liv i “multiverserne”.

Tilhængerne af “multivers” teorien påstår ikke blot, at der findes mange universer, men også, at der findes en mekanisme, som producerer universer (det er herfra universerne kommer). Vi må forstå, hvorfor produktion af universer er nødvendigt. Fortalerne for teorien siger, at de mange universer ikke er forbundet med hinanden. Derfor kan vi ikke observere andre universer end vores eget. Som en konsekvens heraf vil hændelser i et univers ikke kunne registreres i et andet univers. Ej heller vil sandsynligheden for, at en hændelse sker, have nogen indflydelse på andre universer. Dette gælder også sandsynligheden for, at liv kan opstå. Videnskabsjournalisten Clifford Longley forklarer: “Der kan være millioner og millioner forskellige universer, hvert enkelt med forskellige parameterværdier, faktisk så mange, at de rigtige forhold [for liv] før eller senere vil dukke op”.

Hvis alle de forskellige universer blev produceret af den samme mekanisme, så kunne man opfatte vores univers som vinderen i et kosmisk lotteri. Vinderen er det univers, som har de rigtige naturlove, de rigtige naturkonstanter, og de rigtige forhold for liv. Postulatet om eksistensen af en mekanisme, som producerer universer, giver mulighed for, at det ideelle univers på et tidspunkt produceres – på samme måde som en spiller i et casino bliver rig, når rouletten standser og hans nummer kommer ud.

I min bog Return of the God Hypothesis påpeger jeg, at tilhængerne af “multivers” teorien har overset et væsentligt problem. Den mekanisme, som producerer universer, må selv være justeret optimalt. Og hvem har gjort det? Alle de forskellige forklaringer er baseret på materialisme og ikke på intelligent design. Teorien om “multiverse” hænger kun sammen, hvis produktionen af universer er finjusteret. Kun et intelligent væsen kan udføre sådan en justering. Derfor er intelligent design den bedste forklaring på finjusteringen af vores univers. Det gør intelligent design til noget, som kan undersøges, både i universets fysiske parametre og i cellernes DNA.

Copyrigth 2021 by Stephen C. Meyer. All rights reserved.

Om forfatteren

Stephen C. Meyer leder “Center for Science and Culture” på Discovery Institute i USA. Som geofysiker var han tidligere ansat som underviser på college. Han fik en Ph.D. i videnskabshistorie og videnskabsfilosofi fra University of Cambridge. Han er forfatter til en del bøger, og har også skrevet artikler i landsdækkende medier: The Wall Street Journal, USA Today, The National Post (Canada), The Daily Telegraph (London) og Los Angeles Times. Han har været på forsiden af New York Times to gange.

Om “Center for Science and Culture”

Denne artikel er udgivet af “Center for Science and Culture” på Discovery Institute i Seattle, USA. Stedet arbejder med uddannelse og forskning på non-profit basis .

Missionen for “Center for Science and Culture” er at fremme forståelsen af, at både mennesket og naturen er et resultat af intelligent design, og ikke er et resultat af blinde og tilfældige processer. Vi stræber efter langsigtede ændringer i kultur og videnskab gennem topforskning og uddannelse; vi uddanner og træner unge ledere; vi kommunikerer til offentligheden; vi vil fremme akademisk frihed og fri tale for videnskabsfolk, undervisere og studerende.

På vores hjemmeside https://www.discovery.org/id/ kan du finde artikler, videoer og andre resourcer.