Skrevet af Carl Wieland. Oversat af Lars Petersen.
Stemningen i foredragssalen var fyldt med forventning og nysgerrighed. Det var i Australien i slutningen af 1970’erne; en tid hvor Creation Movement lige var startet. Jeg skulle deltage i en debat om skabelse og evolution, og publikum bestod af 40 undervisere i biologi. Der ville også være en kendt akademisk uddannet evolutionstilhænger til stede. Arrangement var det første i regionen.
Salen summede af mange stemmer. Jeg opdagede, at min kommende opponent sad til venstre, blot få meter fra mig. Han var ‘senior lecturer’ i biologi med speciale i populationer. Han sad sammen med en lille gruppe tilhængere, og han havde ikke bemærket, at hans modstander var inden for hørevidde.
”Det er virkelig frustrerende” sagde han. ”Jeg føler mig som en astronaut, der lige er vendt tilbage fra Månen, og har set den runde jordklode, og som nu skal ud i en debat med nogle, som mener, at jorden er flad. I mit arbejde ser jeg hver eneste dag, at evolutionen er virkelighed”.
Dengang var det forståeligt nok, at han tænkte på den måde. Almindelige undervisere i biologi kunne måske undskyldes for at udbrede denne naive forestilling. De antog, at de genetiske ændringer, som let kan observeres i populationer, var en klar demonstration af evolutionens sandhed, og at udvikling fra mikrober til mennesker var en kendsgerning. Der skal blot være tilstrækkeligt med tid, og viola, så vil små ændringer akkumuleres, styret af den naturlige selektion. Det var en klar og logisk forventning, at disse små ændringer tilsammen kunne føre til store ændringer – altså de helt store spring: frø-til-prinsesse, fisk-til-filosof og lignende. Senere i artiklen viser vi, at det modsatte er tilfældet.
Biologilærerens frustration er forståelig nok. Han troede, at de små ændringer, han var vidne til, med tiden ville blive til store spring. Vi må forstå, at selv i dag tænker mange af evolutionens tilhængere på samme måde. Det er derfor, at mange bibeltilhængeres svar ikke er tilstrækkelige, når debatten om biologiske ændringer kører.
For eksempel kan en udfordrer sige følgende: ”Moskitoer har udviklet resistens mod DDT på bare 40 år. Hvis det ikke er evolution, hvad er det så?” De fleste kristnes svar vil gå på graden af ændringer. For eksempel: ”Ja, men det er bare ændringer inden for samme art”. Eller ”Moskitoen er stadigvæk en moskito, ikke sandt? Den er ikke blevet til en anden art”.
Begge udsagn er sande. Men de er ikke udtømmende, og vil nok sjældent gøre større indtryk på den anden part. Han eller hun tænker måske: ”Det er bare en udvej for de kristne. Evolution tager millioner af år, og se nu bare, hvad der kan ske på 40 år. Forestil dig så, hvad der kunne ske i løbet af millioner af år!”
I mange år har jeg brugt en analogi, når jeg deltog i offentlige debatter: Forestil dig et tog. Du ser toget ankomme til en station, fx i Miami, og toget er på vej til Chicago. Du ser toget køre nogle hundrede meter, men du antager helt rimeligt, at det på et tidspunkt ankommer til Chicago. Du har set toget køre, og du regner med, at toget i princippet kan gennemføre turen. Du har ikke behov for at følge med på hele rejsen. Det er på denne måde, at tilhængere af evolution ser på de små ændringer, som hele tiden sker. De kaldes ofte for mikro-evolution. Hvis en moskito har ændret sig en smule i løbet af 40 år har du ikke behov for at se den ændre sig til en elefant – den har bevist, at den i princippet er i stand til at foretage denne rejse.
Jeg plejer at sige til publikum, at vores svar ikke bør gå på de større eller mindre ændringer, men på hvilken slags ændring, der er tale om, og ændringens retning. Det er ikke et spørgsmål om, at toget ikke har kørt længe nok, men at det kører i den forkerte retning. De ændringer, som observeres i nutiden, kan godt rummes inden for en evolutionær ramme, men det er ikke de ændringer, som evolutionen har brug for, tværtimod. De er det modsatte af det, som evolutionens tilhængere skal bruge for at give deres trossystem noget troværdighed.
Når du ser toget forlade stationen i Miami, er det i virkeligheden ikke på vej nordpå mod Chicago, men det kører i den modsatte retning, hvor skinnerne til sidst (i teorien) når ud i det blå hav. Toget vil aldrig ankomme til Chicago. Masser af tid vil ikke løse problemet, da det principielt er umuligt at komme til Chicago med tog ved at køre i den modsatte retning. På den måde kan man gøre det klart for publikum, at ‘evolutionens tog’ (toget med biologiske ændringer) kører sydpå, og ikke mod nord. Jo mere tid, der bruges, jo mere usandsynlig bliver hele denne forestilling.
Jeg vil forklare, hvad jeg mener med, at biologiske ændringer har en retning. Men først vil jeg fortælle, hvad der fik mig til at bringe denne artikel, nemlig en boganmeldelse skrevet af den kendte evolutionstilhænger Dr. Jerry Coyne fra University of Chicago. I sin anmeldelse kunne han ikke modstå fristelsen til at slå på dem, som tror på skabelse. Sjovt nok bruger Dr. Coyne selv analogien om toget, men det bekræfter bare, hvordan evolutionstilhængerne ser på sagen. Selv om han havde til hensigt at skælde ud på skabelsestilhængerne, kom han uforvarende til at vise, hvor malplaceret hans ræsonnement var.
Bogen, som han anmelder, indeholder kendte eksempler på hurtige ændringer i organismer: bakterier kan udvikle resistens mod antibiotika; insekter kan blive resistente mod pesticider; fisk kan ændre deres vækstrate ved overfiskning. Det skulle overbevise folk om, at mikrober kan udvikle sig til mennesker via evolution.
Dr. Coyne anfører, at bogens eksempler næppe vil ændre noget hos skabelsestilhængerne, som allerede har kategoriseret disse eksempler som ’tilpasninger inden for samme art’. Han skriver, at skabelsestilhængernes argumenter lyder: ”Disse små ændringer forklarer ikke udviklingen af nye plante- og dyregrupper”. Videre skriver han: ”Dette argument strider imod sund fornuft. Når vi kører bedstemor til toget (i Chicago) efter jul, regner vi med, at toget fortsætter til hendes destination, selv om vi kun har set det køre en kort strækning. På samme måde er skabelsestilhængernes modstand mod at forbinde mikro-evolution med makro-evolution irrationel”.
Argumenter og retorik
Hvordan kan man sige med sikkerhed, på grundlag af nutidige observationer, at evolutionens tog kører i den forkerte retning? Hvorfor bruger evolutionstilhængere argumentet med bedstemors tog, når argumentet kan vendes om og derved få den modsatte pointe? Fordi det egentlige spørgsmål inden for biologi drejer sig om DNA og hvad der sker på dette niveau. Det drejer sig om information. Den information, som bæres af DNA i dets arvelighedsmolekyle, er som en opskrift, et sæt instruktioner om hvordan noget skal fremstilles.
Tilhængere af evolution siger, at encellede organismer (fx protozoa) er grundlaget for pelikaner, granatæbler, mennesker og ponyer (pelicans, pomegranates, people and ponies). I hvert tilfælde skal DNA øge indholdet af information gennem de påståede millioner af år. En en-cellet organisme har ikke instruktioner til fremstilling af øjne, ører, blod, hud, hove, hjerner osv. som ponyer skal bruge. Hvis en encellet organisme skal udgøre grundlaget for ponyer, må der være en mekanisme, som kan forøge indholdet af information.
Evolutionstilhængere hylder naturlig selektion som var det en kreativ gudinde, men virkeligheden (som de ikke gerne indrømmer) er, at selektion altid fjerner information – aldrig det modsatte. Darwinismens eneste måde at tilføre information på er at satse på tilfældige mutationer. For sande Darwinister er mutationer kopieringsfejl eller uheld, som frembringer tilfældige mutationer, som herefter filtreres af den naturlige selektion. Problemet er bare, at hvis mutationer var i stand til at tilføre den nødvendige information, ville vi se hundredvis af eksempler på dette, da der hele tiden sker tusindvis af mutationer. Når vi studerer mutationer, har de enten mistet information eller har svækket information. Det foregår hele tiden, også i de sjældne tilfælde, hvor en mutation giver en fordel med henblik på overlevelse – for eksempel når biller mister deres vinger på vindblæste øer.
Når en population får flere varianter, bliver genmassen fortyndet. Jo mere organismer tilpasser sig omgivelserne gennem selektion, jo mere specialiserede bliver de, og de bærer mindre information videre i arten. Således er der mindre information tilgængelig, som den naturlige selektion kan arbejde med i fremtiden og bruge til genskabelse af den oprindelige information, hvis omstændighederne skulle ændre sig. Mindre fleksible populationer, som dårligere i stand til at tilpasse sig, fører snarere mod udslettelse frem for udvikling.
Lige som toget, der kører mod syd fra Miami, vil de ændringer, som vi ser, over tid lede mod udslettelse snarere end mod udvikling.
Lærere, som er tilhængere af evolution, bør huske på, at der engang fandtes levende væsener, men ingen lunger. Lunger var ikke udviklet endnu, og i DNA fandtes ingen information om hvordan lunger fremstilles. Den manglende information må tilføres. Ny information må opstå, når den ikke findes andre steder.
Senere fandtes der lunger, men der var ingen fjer i hele verden. Der var ingen genetisk information om hvordan fjer fremstilles. Virkelige observationer har vist, at mutationer ikke er i stand til at frembringe ny information til arten. Faktisk tegner mutationer en nedadgående bane, idet de tilføjer information i form af skadelige mutationer. Skadelige mutationer bærer vi alle på i hundredvis. De er opsamlet gennem generationer i vores familie.
Populationer kan ændres og tilpasses fordi de har en masse information i deres DNA ‘opskrift’. Med mindre mutationer kan tilføje ny information, vil de bevirke, at mængden af information reduceres. Selektionen vil gøre det af med de ikke-tilpassede individer, og dermed mister populationen information. Med en bestemt mængde information som udgangspunkt, vil mange tilpasninger reducere de fremtidige muligheder for nye tilpasninger. Toget kører ned ad bakke med kurs mod udslettelse.
Ironien i dette er, at af alle de eksempler, som Dr. Coyne priste som evolution, vil ikke et eneste støtte hans illustration med toget, nærmest det modsatte. Ikke ét af eksemplerne handler om tilførsel af information; alle handler om tab af information. Når jeg overvejer alt dette, føler jeg den samme frustration som min darwinistiske opponent havde dengang i 1970’erne, bare med omvendt fortegn. Han sagde: ”Hvorfor kan de ikke se det? Det er jo soleklart, ikke sandt?”
Hvem ved, om denne artikel når frem til Dr. Coyne. Måske giver den ham (og andre evolutionære apostle) noget at tænke på næste gang, de kører deres bedstemor til toget.
Foto: Chicago Union Station, Jeramey Jannene, Wikimedia.
Den originale artikel: https://creation.com/the-evolution-trains-a-comin