I filmen Signs præsenterer den amerikanske manuskriptforfatter og instruktør M. Night Shyamalan os for en præst (spillet af Mel Gibson), som har mistet sin tro. Efter sin hustrus død er præsten kommet til den konklusion, at livet er tilfældigt. Han beslutter, at han ikke længere vil lade som om Gud er med i det store billede.

Da Shyamalan zoomer mere og mere ind, ser vi, at livet ikke har noget fokus; der er ikke noget mønster. Men typisk for Shyamalan zoomer han lidt mere, og nu ser vi et mønster. Gibson er i stand til at se den store designers hånd bag alt det, som før virkede tilfældigt. Hustruens sidste ord, datterens besættelse af vand, sønnens astma – alt tjente et større formål.

Mod slutningen vender Mel Gibson tilbage til præstetjenesten og skaber succesfilmen The Passion of the Christ. Okay, lige præcis sådan gik det ikke, men efter sin vandring vender hans karakter tilbage til udgangspunktet: fra tro til vantro og tilbage til tro. Instruktøren tager publikum med på den samme rejse, og undervejs opdager vi både design og et højere formål i verden.

På mange måder har intelligent design i universet foretaget den samme rejse. Da fortidens mennesker så op mod himlen, så de skaberens værk. Helt frem til 1500-tallet troede de fleste på astronomen Ptolemæus‘ forklaring fra oldtiden, at Jorden var universets centrum.

Men i løbet af 1500-tallet viste Kopernikus, at det var Jorden, som kredsede omkring Solen. Med ét var vores planet ikke længere så speciel. Astronomerne kiggede på universet i deres teleskoper, og snart var en Skaber ikke længere nødvendig. Deres udsagn om en materialistisk verden byggede på opfattelsen af Jorden som værende ganske almindelig.

Selv om den moderne astronomis grundlæggere troede på, at et kosmisk geni havde frembragt universet, så antog senere astronomer, at universet var autonomt og ikke behøvede en designer. Kopernikus, som selv havde en stærk tro på Gud, ville have været uenig og have sagt fra.

I 1800-tallet blev opfattelsen af Jorden som ganske almindelig udbredt som “Det Kopernikanske Princip”. Princippet blev grundlaget for et materialistisk syn på verden. Men hen mod slutningen af 1900-tallet begynde det at strømme ind med beviser for Jordens bemærkelsesværdige egnethed til liv.

Videnskaben har fundet ud af, at kun en overordentligt finjusteret planet som Jorden besidder de nødvendigt bestanddele til liv. Yderligere lader det til, at vores solsystem, vores galakse og hele universet er designet med henblik på intelligent liv. Chancerne for, at en sådan finjustering er sket ved en tilfældighed, er ikke bare usandsynlig, den er helt umulig.

En artikel i “U.S. News & World Report” nævner, at “indtil videre har ingen teori kunnet forklare, hvorfor de fysiske love eksisterer; ej heller hvorfor de har den nuværende form. For eksempel forklarer den almindelige Big Bang teori det gunstige univers med ordene: ‘Ja, vi var heldige'”.

Der er en grund til, at disse tal kaldes astronomiske

Juledag 2002 vandt Jack Whitaker fra Scott Depot, West Virginia den største jackpot i det nordamerikanske Powerball lotteri nogensinde. Jackpot var på 319 millioner USD. Men der var over 100 millioner andre lodsedler, hvorpå der ikke var gevinst. Hvad var odds for Jacks gevinst?

[…] Hvis nogen vandt dette lotteri to gange i træk, ville vi nok antage, at det ikke gik rigtigt til. Men når det kommer til liv i universet, er chancerne mindre end for at vinde jackpot i Powerball 100 gange i træk.

Fysikeren Paul Davies har udtalt: “Konklusionen må være, at vi lever i en verden, som rent astronomisk er usandsynlig”.

Donald Page fra “Institute for Advanced Study” ved Princeton University har beregnet, at sandsynligheden for, at vores univers kan opstå tilfældigt og understøtte liv, er 1 til 10¹²⁴, et tal så lille, at man ikke kan forestille sig det.

For at anskueliggøre, hvor vanskeligt det er, kan man forestille sig alle de sandkorn, som findes på alle strande over hele Jorden. Et bestemt sandkorn afmærkes og graves ned på en tilfældig strand. […] Sandsynligheden for, at en person med bind for øjnene finder dette sandskorn i første forsøg er 1 til 10²⁰. Nu udloves en dusør til den, som kan finde sandskornet i første forsøg. Der oplyses intet om på hvilken strand, man skal lede, eller hvor dybt sandskornet er begravet. Hvad nu, hvis det virkelig lykkedes at finde det? Hvem ville tro på, at det var en ren tilfældighed? Men videnskaben siger alligevel, at sandsynligheden for, at Big Band kunne danne et univers, som understøtter vores livsform, er langt mindre.

Når vi er i gang med at undersøge sandsynligheden for finjustering af universet, vores galakse og solsystem, så lad os huske på, hvor usandsynligt små tallene er. Alle de tal, som er nævnt ovenfor, kræver en utrolig nøjagtig finjustering. Kan en sådan præcision være andet end designet? Lad os se, hvorfor mange videnskabsfolk stiller dette spørgsmål.

Et finjusteret univers

Dr. Robin Collins siger i bogen The Case for a Creator fra 2004: “I løbet af de sidste 30 år har videnskaben opdaget, at stort set alle parametre i universets basale struktur balancerer på en knivsæg”. Over 35 forskellige parametre i universet og i fysikkens love skal være perfekt finjusterede for at fysisk liv er muligt. Her er 6 af disse parametre:

• Udvidelseshastigheden skal være tilstrækkelig stor. Universets fødsel måtte begynde med tilstrækkelig kraft, ellers kunne livet ikke eksistere. Stephen Hawkings skrev: “Hvis udvidelseshastigheden et sekund efter Big Bang var reduceret med 1 ud af 100.000 million millioner, ville universet være kollapset, før det nåede den nuværende størrelse”.
  
• Udvidelseshastigheden skal være kontrolleret. Selv om udvidelseshastigheden var stor nok til at undgå kollaps – hvis kraften havde været bare lidt større, ville gravitationen have forhindret dannelsen af stjerner og planeter og liv ville aldrig kunne opstå.
  
• En ændring med 0,0000000000000000000000000000000000001 procent i gravitationen (tyngdekraften) ville bevirke, at hverken Jorden eller Solen kunne eksistere – og du ville ikke kunne læse denne tekst.
  
• Balancen mellem stof og antistof. Da universets blev dannet, var det nødvendigt, at balancen mellem stof og antistof samt overskuddet af stof i forhold til antistof blev afvejet med en nøjagtighed på 1 ud af 10 millarder for at universet kunne opstå.
  
• Universets massefylde (mass density). Massefylden i universet skal være finjusteret med en nøjagtighed på 1 ud af 10⁶⁰ for at fysisk liv kan eksistere. På den måde er massen af mørk stof og synligt stof (stjernerne medregnet) helt afgørende for eksistensen af vores univers.
  
• Rum-energitætheden (space-energy density) i universet skal være indstillet med langt størrre nøjagtighed end universets massefylde. Rum-energitætheden skal indstilles med en præcision på 1 ud af 10¹²⁰.

Ifølge Big Bang teorien var disse parametre indstillet i de første mikrosekunder af den eksplosion, som startede det hele. I det øjeblik var udvidelseshastigheden, massen, massefylden, antistof, stof osv. på plads og resultatet blev den beboelige planet, som vi kalder for Jorden.

I tillæg til de over 35 forskellige parametre i universet, som skal være perfekt finjusterede for at fysisk liv er muligt, er vores galakse, vores solsystem og vores planet også finjusterede, ellers ville vi ikke være her.

En finjusteret galakse

Galakser er samlinger af stjerner som indeholder fra nogle få millioner til flere 100 milliarder stjerner. Vores egen galakse hedder Mælkevejen. Vi ved ikke, hvor mange galakser, der findes i universet, men det kan være op til 100 milliarder. Hvis man tager det enorme antal i betragtning, er det forbavsende, at de fleste galakser ikke understøtter liv.

Der er adskillige kriterier for liv i en galakse. De følgende tre kriterier er nødvendige for at liv kan eksistere i en galakse.

• Galaksens form. Mælkevejen er spiralformet. Af de tre former (elliptisk, uregelmæsssig, spiralformet) for galakser er den spiralformede bedst i stand til at huse liv.
  
• Galaksen må ikke være for stor. Vores Mælkevej er enorm og måler 100.000 lysår fra den ene ende til den anden. Hvis den havde været blot lidt større, ville stråling og forstyrrelser i gravitationen gøre sådan nogle som os utænkelige.
  
• Galaksen må ikke være for lille. Jordens stabile kredsløb, som er nødvendigt for liv, kunne ikke eksistere, hvis galaksen var lidt mindre. En mindre galakse ville resultere i for få tunge grundstoffer som jern og kul, som er helt nødvendige for liv.

Vores galakse Mælkevejen opfylder ovennævnte kriterier samt mange andre, som er nødvendige for liv. De fleste andre galakser opfylder ikke kriterierne.

Når vi zoomer endnu mere ind på vores stjerne og dens planeter, bliver sandsynligheden for liv endnu mindre.

Et finjusteret solsystem

Kopernikus’ teori om Jordens kredsløb om Solen rykkede tilsyneladende vores planet ned til almindelig status i universet. Hvis Jorden var centrum i solsystemet, som Ptolemæus og den katolske kirke sagde i 1500-tallet, ville vi ikke eksistere. Ingen, heller ikke Kopernikus, vidste, at menneskeligt liv er betinget af Jordens rotation omkring Solen, som skal have den rigtige størrelse, placering og sammensætning.

Desuden behøver vi andre planeter som Jupiter og Mars, der fungerer som skjolde og beskytter os mod mulige katastrofale bombardementer fra kometer og meteorer. Vi har også brug for en måne med den rigtige størrelse og position af hensyn til tidevandet og årstiderne. Lad os se på nogle af de betingelser i vores solsystem, som gør livet muligt.

• Solens afstand fra galaksens centrum. Vores Sol er placeret tusinder af lysår fra Mælkevejens centrum, tæt på en af spiralarmene. Dette er det sikreste sted i galaksen langt fra det meget radioaktive centrum.
  
• Solens masse må ikke være for stor. Hvis Solens masse var bare nogle få procent større, ville den brænde ud for hurtigt samt være ustabil, og liv ville ikke være muligt.
  
• Solens masse må ikke være for lille. På den anden side, hvis massen var mindre, ville Solens oftere udbrud (flares) afbryde Jordens rotation.
  
• Solens indhold af metal. Det er kun 2 procent af alle stjerner, som har nok metalindhold til at planeter kan dannes. For meget metal i en stjerne vil bevirke, at der dannes for mange planeter, og det skaber kaos. Vores Sol har netop det rigtige metalindhold, så planeter kan dannes i det rigtige antal.
  
• Månens påvirkning. Månen stabiliserer Jordens hældning og skaber derved årstiderne. Hvis det ikke var tilfældet, ville jordens hældning variere over et stort område, og det ville gøre vintrene 100 grader koldere og somrene 100 grader varmere end de er nu.

Når astronomerne ser på vores bemærkelsesværdige solsystem, bemærker de, at hvis det var bare lidt anderledes end nu, ville avanceret biologisk liv ikke være muligt. Men det er ikke tilstrækkeligt at have det rigtige univers, den rigtige galakse og det rigtige solsystem for at menneskeligt liv er en mulighed. Forholdene på vores egen planet skal også være finjusteret med knivskarp præcision.

En finjusteret planet

Måske tror du, at rumvæsener bragte livet til Jorden fra en fjern galakse […] Eller måske tror du, at USA’s regering skjuler et eller andet fra det ydre rum i area 51 i Nevadas ørken. Eller du tror helt sikkert, at der findes intelligent liv på andre planeter. I alle tilfælde er vi blevet opdraget med den opfattelse, at hvis der er tilstrækkeligt med tid, vil liv kunne opstå hvor som helst i kosmos. […] Men de nyeste opdagelser inden for kosmologi viser faktisk det modsatte.

I virkeligheden lever vi på en ekstremt sjælden planet, som befinder sig i et ekstremt sjældent solsystem, som er perfekt placeret i en ekstremt sjælden galakse i et højest usandsynligt univers. Lad os kaste et blik på vores sjældne Jord.

• Vand. Der er masser af vand på Jorden, og det er helt nødvendigt for liv. Engang var der vand på Mars, som derfor kan have haft liv engang. Men vand er kun en ud af mange ting, som er nødvendige for livet.
  
• Ilt. Jorden er den eneste planet i vores solsystem på hvilken man kan ånde. Hvis man forsøgte at ånde på andre planeter som Mars eller Venus, vil det være fatalt. Mars har næsten ingen atmosfære, og Venus har CO₂ og næsten ingen ilt.
  
• Jordens afstand til Solen. Hvis Jorden var 1 procent tættere på Solen, ville oceanerne fordampe og det ville forhindre liv. På den anden side: Hvis vores planet var bare 2 procent længere væk fra Solen, ville oceanerne fryse til og livgivende regn ville ikke forekomme.
  
• Plade-tektonisk aktivitet på Jorden. Videnskaben har fastslået, at hvis den plade-tektoniske aktivitet var større, ville menneskeligt liv ikke kunne opretholdes, og reduktionen i drivhusgasser ville overkompensere for stigende solaktivitet. På den anden side, hvis den plade-tektoniske aktivitet var mindre, ville næringsstoffer ikke blive genbrugt i tilstrækkelig grad, og reduktionen i drivhusgasser ville ikke kompensere tilstrækkeligt for øget solaktivitet.
  
• Ozon-indhold i atmosfæren. Livet på Jorden kan overleve fordi ozon-indholdet er på et sikkert niveau til menneskelig beboelse. Hvis ozon-indholdet på Jorden var meget lavere eller højere, ville plantevæksten ikke være tilstrækkelig til at opretholde menneskeligt liv.

For at livet kan opretholdes, må disse (samt mange andre) betingelser have de helt rigtige værdier.

En blomstrende klippe

De to professorer Peter Ward og Donald Brownlee fra University of Washington konkluderer i deres bog Rare Earth, at gunstige betingelser for liv er så sjældne i universet, at “ikke bare intelligent liv, men det simpleste organiske liv er overordentligt sjældent i vores galakse i universet”. Deres læsere når frem til den konklusion, som udtrykkes af en anmelder fra New York Times: “Måske er vi alligevel alene i universet”.

Hvis de to forfattere har ret, hvad betyder det for os?

Michael Denton er seniorforsker i human molekylær genetik ved University of Otago i New Zealand. Han fortæller hvordan den bemærkelsesværdige finjustering har genstartet diskussionen om menneskets store betydning i vores ensomme univers.

Ingen teori eller koncept, som mennesket kan tænke sig til, kan måle sig i dristighed og friskhed med denne doktrin: Hele stjernehimlen og enhver levende art, hver enkelt del af virkeligheden, er til for menneskehedens skyld. Nu, 400 år efter den videnskabelige revolution, dukker doktrinen op igen. I 1900-tallets sidste årtier bliver dens troværdighed styrket af nye opdagelser inden for forskellige videnskabelige discipliner.

Det er næsten latterligt at påstå, at der kun findes liv på ét lille støvkorn i et univers med 10²² stjerner. Men det lader alligevel til, at Jorden er alene i et fjendtligt univers, som ellers ikke indeholder liv. Denne virkelighed beskrives i National Geographic. Hvis livet er udsprunget af naturlige processer på Jorden, ville det samme formodentlig kunne ske i andre verdener. Men når vi undersøger rummet, finder vi ikke noget sted, hvor det vrimler med liv. Vi ser planeter og måner, hvor intet liv (som vi kender det) vil kunne overleve. Vi ser mange slags planeter og måner, varme steder, skumle steder, verdener af is, verdener af gas – og der ser ud til at være mange flere måder at være død på end levende.

De uhyre præcise tal, som skal være på plads for at liv kan trives, udfordrer videnskaben til at drage konklusioner. Stephen Hawking gjorde denne observation: “Det bemærkelsesværdige ved disse tal er, at de tilsyneladende er blevet finjusteret for at muliggøre udvikling af liv”.

Kilder

Artiklen er oversat fra engelsk af Lars Petersen. Den originale tekst med videnskabelige noter:
https://www.y-origins.com/index.php?p=life1

Forsidefoto: © Can Stock Photo/titoOnz