En velkendt tegning
Tegningen ovenfor er kendt fra biologitimerne. Den skal vise, at fostre fra hvirveldyr ser ens ud i starten, men at de senere udvikler sig til forskellige slags dyr og til et menneske. Tegningen er lavet af den tyske biolog Ernst Haeckel (1834-1919) og den er gengivet i lærebøger i biologi helt op til nutiden.
Darwin skriver i Arternes oprindelse: “Det forekommer mig, at de vigtigste kendsgerninger i embryologien […] kan forklares ud fra princippet om variationer i mange efterkommere fra en eller anden urstamfader”. Han lagde vægt på, at fostre fra forskellige arter, men fra samme klasse, var meget ens. Men når de var fuldt udviklede, var de vidt forskellige. Lighederne i fosterstadiet var tegn på fælles afstamning. Darwin mente også, at evolutionen kan ses i de stadier, som fosteret gennemgår – altså at fostrene under deres udvikling gennemløber deres forfædres voksne former. Darwin anså dette udsagn som “det allervigtigste enkeltargument” for sin teori om evolution.
En forfalsket tegning
Der er bare et problem med tegningen ovenfor: Biologer har i over 100 år vidst, at Haeckels havde forfalsket tegningen. Fostre fra hvirveldyr ligner på intet tidspunkt hinanden så meget, som Haeckel fik det til at se ud som. Det første stadium (i øverste række på tegningen) viser i virkeligheden fostrenes udseende halvvejs henne i udviklingen. I de tidligere udviklingsstadier er der slående forskelle.
I 1995 konstaterer den britiske embryolog Michael Richardson: “Disse berømte billeder er upræcise og giver et vildledende billede af fosterudviklingen”. I 1997 sammenlignede Richardson og et internationalt eksperthold tegningen med fotografier af rigtige fostre fra alle 7 klasser af hvirveldyr (Haeckels tegning viser kun 5 klasser). Fotografierne viste tydeligt, at Haeckels tegning fordrejer virkeligheden. Haeckels øverste række viser, at tidlige fostre har samme størrelse. I virkeligheden varierer størrelsen fra 1 mm til 10 mm. Haeckels tegning viser desuden, at antallet af kropringe er nogenlunde ens på de forskellige fostre. En kropring er en cellegruppe, som forbigående optræder i hvirveldyrs fosterudvikling. Men det rigtige antal kropringe hos de forskellige fostre varierer fra 11 til over 60. Michael Richardson og hans team konkluderede: “Vores gennemgang af forskningsmaterialet underminerer på afgørende vis troværdigheden af Haeckels tegninger”.
På Haeckels tegninger (han lavede mange) er fostrenes udseende forvansket. Men en anden forvanskning er værre: Darwin drog sin slutning om fælles afstamning i den tro, at det er på de tidligste udviklingsstadier, at fostrene ligner hinanden mest. Men virkeligheden er, at Haeckels tegninger udelader de tidligste fosterstadier og i stedet begynder halvvejs inde i fosterets udvikling. Fostrene er nemlig meget forskellige i de tidlige stadier.
De tidlige stadier i fostres udvikling
Biologer har i over 100 år kendt til forskellene mellem tidlige fostre hos hvirveldyr. Allerede i 1894 skriver embryologen Adam Sedwick: “Der findes intet udviklingsstadium, hvorpå man ikke, så let som ingenting, kan se forskel på dem med det blotte øje”. Adam Sedwich skriver videre: “hvis von Baers lov [berømt embryolog (1792-1876) hvis teorier indgik i debatten om evolution ] overhovedet skal give mening, må den forudsætte, at dyr, der er hinanden så nærtbeslægtede som høns og ænder, ikke er til at skelne fra hinanden på de tidlige stadier af deres fosterudvikling. […] Ikke desto mindre kan jeg se forskel på et hønse- og et andeembryo allerede fra dag 2″. Et embryo er et fosters tidlige stadie.
Figuren ovenfor viser tydeligt, at en art kan skelnes fra andre arter ved fosterudviklingens allerførste stadie. Erich Blechschmidt (1904-1992) bemærker, at “de tidlige stadier i menneskets fosterudvikling adskiller sig fra alle andre arters”.
Fosterudviklingens timeglas
Tegningen af timeglasset viser, at fostre midtvejs i deres udviklingsforløb overfladisk ligner hinanden, men at ligheden ikke er der fra starten, og at den ophører, når udviklingen fortsætter.
Har et menneskefoster på et tidspunkt gæller?
Nogle biologer hævder, at man ser gællelignende træk hos menneskefostre i løbet af deres udvikling. I bogen Evolutionary Biology står der: “Menneskefostre er tidligt i deres udvikling næsten ikke til at skelne fra fiskefostre og udviser en kort overgang gælleslidser”.
Halvvejs i fosterudviklingen har alle hvirveldyrfostre en række folder i området ved halsen. Foldernes udadvendte dele kaldes svælgbuer eller svælgskamme. De indadvendte dele kaldes svælgkløfter eller svælgposer. Disse svælgfolder er ikke gæller. De er ikke engang gæller på svælgstadiet hos fiskefostre. Hos en fisk udvikler svælgfolder sig senere til gæller, men i krybdyr, pattedyr og fugle udvikler de sig til helt andre strukturer som det indre øre eller skjoldbruskkirtlerne. I krybdyr, pattedyr og fugle ikke så meget som nærmer svælgfolder sig rudimentære gæller; de bliver aldrig “gællelignende” undtagen ved at de rent overfladisk danner en række parallelle furer i halsregionen.
Den britiske embryolog Lewis Wolpert (1929-2021) sagde: “Et højerestående dyr, som fx pattedyret, passerer et fosterstadium, hvor der findes strukturer, der ligner gællespalterne på en fisk. Men denne lighed er illusorisk, og disse strukturer i pattedyrfostre ligner alene de strukturer, en fisk har på fosterstadiet, og som giver ophav til gæller”. Med andre ord: Der er intet inden for embryologien, der kan begrunde, at man betegner svælgposerne som “gællelignende”. Det eneste, som kan begrunde en sådan betegnelse, er den teoretiske påstand, at pattedyr og mennesker skulle være evolutionært forbundet med fiskelignende forfædre.
Jeg afslutter dette indlæg med et citat af den schweiziske embryolog Günter Rager: “Betegnelsen svælgbuer er udelukkende beskrivende og ideologisk neutral. Den betegner folder, som kommer til syne i halsområdet. […] Hos mennesket opstår der vel at mærke aldrig gæller”.
En grundig gennemgang af emnet med videnskabelige kildehenvisninger findes i bogen “Evolutionens ikoner” af Jonathan Wells, side 77-99.