En giraf strækker hals for at søge føde højt oppe i træerne. Når den gør det igen og igen, forlænges halsen en smule, og denne egenskab nedarves til dens afkom. Sådan forklarede den franske videnskabsmand Lamarck udviklingen af giraffens lange hals. Lamarck formulerede i 1809 en evolutionsteori, som var baseret på det princip, at fysiske ændringer i en organisme, fx vækst af et organ gennem flittigt brug, kan nedarves. Teorien påvirkede videnskaben gennem hele 1800-tallet, men efter 1930 afviste de fleste genetikere Lamarcks teori.
August Weismann (1834-1914) udførte et eksperiment, hvor 68 hvide mus fik halen fjernet lige efter fødselen. De haleløse mus forplantede sig, og efter 5 generationer var der 901 mus. Ingen af de 901 mus var født uden hale, og alle haler havde samme længde som de oprindelige mus. Den fysiske ændring blev altså ikke nedarvet sådan som Lamarck påstod.
Charles Darwin (1809-1882) havde en anden forklaring på giraffens lange hals. Hans argument var, at de giraffer, som tilfældigvis havde længere halse (“tilfældig mutation”), fik nogle fordele, som dem med korte halse ikke havde. I hårde tider fik dem med lange halse afkom, mens de korthalsede uddøde. Denne mekanisme kaldes “naturlig udvælgelse”.
Både Lamarck og Darwin forudsatte, at nutidens giraf har udviklet sig fra en fortidsgiraf med kort hals. Altså at dyrene har udviklet sig fra primitive former til avancerede former, og at Darwins teori om “naturlig udvælgelse” kan forklare giraffens lange hals. Generelt kan man sige, at det danske uddannelsessystem anser Darwins forklaring for den rigtige.
Hvad har Intelligent Design at sige om dette spørgsmål? De følgende argumenter er formuleret af Leif Asmark Jensen.
Videnskab handler om det, vi kan observere. Men ingen har nogensinde observeret giraffer udvikle en lang hals. Det eneste sted, hvor vi med sikkerhed ved, at det er foregået, er inde i hovedet på nogle evolutionsbiologer. Ingen steder i virkelighedens verden er det blevet observeret.
Fossilfundene er heller ikke til nogen hjælp. Ikke blot i giraffens tilfælde, men overalt imellem alle arter er der en paradoksal mangel på overgangsformer mellem de forskellige arter. Det var en af Darwins store hovedpiner, og det fortsætter det med at være for Darwins moderne tilhængere.
Det er slet ikke så ligetil at udvikle lange halse. For eksempel kræver det et meget højt blodtryk og et meget kraftigt hjerte at pumpe blodet helt op til hovedet, meget mere end hos andre dyr. Samtidig med en længere hals skal der altså udvikles et meget kraftigere hjerte, ellers er det ingen overlevelsesfordel at have en lang hals.
Når giraffen skal drikke, føres hovedet pludseligt helt ned til vandoverfladen, hvilket lægger et voldsomt tryk på blodkarrene i hovedet. Altså skal der også udvikles meget stærkere blodårer og -vener samtidig med udviklingen af den lange hals og det kraftigere hjerte. Sagt med andre ord er det ikke bare halsen, der skal forlænges. Mange andre anatomiske ændringer er nødt til at ske samtidigt.
Det er tvivlsomt, hvad overlevelsesfordelen overhovedet skulle være ved en længere hals. Jo, giraffen kan sikkert nå noget, som ingen andre kan spise, men til gengæld er en giraf så meget mere sårbar, når den skal drikke. Den er nødt til at stå i en meget akavet stilling med udskrævende ben, hvor den er temmelig forsvarsløs over for for eksempel en løve, der springer på den. Og hvis det var så stor en fordel at have en lang hals, hvorfor var det så kun giraffen, der udviklede den, og ikke alle de andre græs- og løvædende dyr?
Ifølge professor Rasmus Heller fra Københavns Universitet har giraffen 500 unikke gener. Men hvad er sandsynligheden for, at de opstod ved tilfældige samtidige mutationer?
Min konklusion: Giraffen blev ikke udviklet over millioner af år, men er designet med netop den funktion, som giraffer har i dag, og som gør den til et mesterværk i dyreverdenen!
Links
Giraffens lange hals
Foto
Forsiden: Charlie Summers/naturepl.com