Evolution – kort fortalt

Figur 1. Skitse af Darwins evolutionsteori.

Evolution ifølge Charles Darwin er teorien om arternes oprindelse. Alle arter på jorden stammer fra et fælles ophav (en encellet livsform), som gennem tilfældige mutationer og naturlig udvælgelse har udviklet sig til den mangfoldighed af arter, vi kender i dag. Dette er vist på figur 1.

Den danske Wikipedia beskriver evolutionsteorien således:

Charles Darwins evolutionsteori beskriver hvordan alle jordens levende organismer deler et fælles ophav hvorfra de har undergået divergerende udviklingsprocesser baseret på naturlig selektion frem til i dag, hvilket har ført til den nuværende mangfoldighed af organismer. Darwin var den første, der beskrev evolution som en proces drevet af naturlig udvælgelse, og dermed den første til at give en videnskabelig forklaring på de processer, der fører til artsdannelse.

Og længere nede i artiklen: Over tid vil denne proces [selektion af individer] føre til populationer med biologiske egenskaber, som tilsyneladende er direkte tilpasset et bestemt miljø.

Et kendt eksempel på evolution er ”Darwins finker”. Historien handler om, at Darwin på Galapagos opdagede, at finker på forskellige øer havde forskellige typer næb. Nogle næb var gode til at knække nødder; andre var velegnede til at fiske insekter ud af sprækker. Ved naturlig udvælgelse havde finkerne tilpasset sig de lokale forhold og udviklet forskellige typer næb.

Figur 2. Darwins finker.

En artikel på videnskab.dk med titlen ”Darwins finker blev billedet på evolutionsteorien” afslører, at den sande historie er noget anderledes. Det var nemlig ornitologen John Gould, der opdagede, at fuglene fra Galapagosøerne alle var af samme type, men med forskellige evner. John Goulds opdagelse bidrog til, at Darwin formulerede tanken om naturlig selektion. Først langt senere fremlagde Darwin en samlet evolutionsteori, da han udgav bogen ”Arternes oprindelse”.

Figur 3. Birkemåler (Biston betularia).

Et andet kendt eksempel på evolution: Birkemåleren er en natsværmer, der oprindelig havde lyse vinger. Den var godt kamufleret på birketræernes lyse bark. Efter den industrielle revolution i England farvede de enorme mængder af kulrøg træernes stammer sorte. De lyse birkemålere blev lettere at se på den mørke bark og var dermed et let bytte for fugle.

Der findes birkemålere med en genetisk variant, der giver mørke vinger. Den mørke type havde nu pludselig en øget fordel sammenlignet med birkemålere med lyse vinger, da den var sværere at få øje på. På kort tid steg andelen af birkemålere, der havde mørke vinger, kraftigt i populationen. Ifølge evolutionsteorien skete dette på grund af naturlig selektion.

evolutionellerskabelse.dk kan du læse indvendinger mod denne teori om birkemålere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...